Ude og hjemme

For manges vedkommende hænger det nok sammen med vores egen opførsel. Når vi er på besøg i en anden kultur, nærmest opsøger vi uventede oplevelser med de lokale. Vi tager gerne imod en kop the på et tyrkisk marked, komplimenter på en italiensk gade og en privat picnic med en fremmed ung mand, som i denne historie.

Som teenager var jeg backpacker og kom omkring i Australien med Greyhoundbusser. På en af strækningerne faldt jeg i snak med en ung fyr, som sad med huen i hænderne og rygsækken på skødet. Det varede ikke mere end en time, men det var hyggeligt nok at tale med én fra området. Lige inden han stod af bussen, gav han mig sit nummer til "hvis jeg nu var i nærheden en dag". Bare som turist, ikke noget med et frækt tilbud.

Et par uger senere fandt jeg hans nummer i tasken og besluttede mig for at tage ham på ordet. Før jeg vidste af det, var jeg pludselig hjemme hos en vildt fremmed fyr. Nu hvor jeg tænker på det, virker det måske lidt risikabelt, men jeg havde fuld tillid til ham. Der var ingen faresignaler overhovedet, så jeg tog imod hans værtskabelighed med åbne arme. Da jeg først trådte ind i hans køkken var han lige ved at lægge de sidste sandwiches i en picnickurv. Så talte vi lidt med hans samboer og derefter kørte vi ud af byen. Han kendte et lille smørhul inde på en anden mands jord. Vi stillede bilen, og gik et stykke inden vi kom til stedet. Det var en lille klippepøl omkranset af solvarmede sten. Vandet var tindrende klart og havde en mildest talt forfriskende temperatur. Og der spiste, badede og talte vi en hel eftermiddag væk. Stadig ikke noget "funny business". Dagen fløj forbi, og senere udvekslede vi et par mails, men siden har vi ikke haft kontakt. Nu er det over ti år siden og jeg har ikke glemt den fantastiske dag, han gav mig.

En anden gang sad jeg i en bus her i København, da en afrikansk herre satte sig ved siden af mig. Jeg sad bare og passede mig selv, og var ikke i et videre socialt humør. Alligevel begyndte han: "Where are you from?" Jeg svarede høfligt, og prøvede at holde samtalen på et minimum, for jeg før havde oplevet, hvordan høflighed kunne misforstås som en invitation til meget mere. Da det kom til stykket var det bare en helt harmløs og hyggelig samtale. Men tænk hvor underligt det er, at jeg turde så meget mere i udlandet end her, hvor jeg faktisk var på hjemmebane!

Derfor går min daglige udfordring til mig selv ud på at velkomme overraskelserne, holde sindet åbent og selv kaste lidt ved på bålet engang imellem. For værtskab er ikke kun et spørgsmål om alt det, de andre gør. Værtskab skal også velkommes!