Det naturligste værtskab

Fra taget nød vi den svalende virkning af luften i modsætning til den sammenklemte stemning inde i bussen.  Vi talte længe, men havde også lange pauser, hvor vi bare sugede alt det grønne til os. Endelig ankom vi til vores mål – en lille fattig landsby midt inde i junglen. Forfriskede efter turen hoppede vi af taget, men da Jesper tog sig til baglommen, opdagede han, at hans pung var væk!

Hvad gør man så? Intet kreditkort og ingen kontanter. Vi fortalte det til chaufføren og han var ganske fortrøstningsfuld. ”Det siger jeg bare videre til dem, jeg møder på min rute. Og så skal pungen nok dukke op.” Min ven og jeg kiggede lidt mistroisk på hinanden, men sagde intet. Den pung var da for længst over alle bjerge. Og hvorfor ikke? Det var et område med stor fattigdom.

Senere samme dag kom vi tilbage fra regnskoven og hen til vores lokale ressort. Vi fik at vide af en af de ansatte, at vi skulle melde os oppe i receptionen. Og ganske rigtigt: Dér lå Jespers pung. 500 dollars, kort og det hele. Det viste sig at være præcis, som chaufføren havde sagt. Da det først var sivet ud, at pungen var væk, var der ikke gået længe før én af de lokale meldte sig med den. ”Det var dog fantastisk! Hvad kan vi give finderen til gengæld?”, sagde min ven til chaufføren. Han rynkede brynene lidt og svarede bestemt: ”Han vil ikke have noget. Hvorfor dog det, når det var din pung hele tiden?”

Da Jesper og jeg senere talte med ejeren af ressorten, benyttede vi lejligheden til at udtrykke vores glæde, men også vores overraskelse. Han svarede, at det egentlig var ret enkelt. ”I må forstå, at beboerne på denne vidunderlige ø betragter jer som gæster og derfor er det utænkeligt, at nogen skulle finde på at tage og beholde jeres ting.”

Her for nylig talte jeg med Jesper igen, og vi mindedes med glæde vores fælles oplevelse. Til gengæld var vi ikke særligt stolte af vores fordomme, der jo heldigvis blev gjort grundigt til skamme. Det er helt sikkert en værtskabshistorie, jeg aldrig glemmer.

Jan Hejselbæk