En dråbe blod for et smil

Det er nemlig min første rigtige tapning, og jeg har alle mulige mærkelige forestillinger om bivirkningerne. Og må man overhovedet give blod efter en solid aften med rødvin til maden? Jeg griber røret igen og prøver at komme igennem til blodbanken. Intet held. I de følgende dage prøver jeg et par gange til, men da det heller ikke lykkes, beslutter jeg mig for bare at spørge derhenne.

Fredagen kommer, og jeg spiser pligtopfyldende min müsli med et glas mælk til, inden jeg går hen til den lokale blodbank. Efter en kort ventetid bliver jeg kaldt ind på et kontor hos en dame, hvis abrupte stil får mig til at tro, at det var hende, jeg talte i telefon med forleden. Jeg spørger straks: "Efter vi lavede aftalen sidst, kom jeg i tanke om, at jeg skulle i byen dagen før og prøvede at ringe for at spørge, om det var ok. Er det det?" "Hvis du ikke ligefrem er beruset nu, så går det nok. Men en anden gang skal du ringe og sige det, hvis du har mistanke om noget, også vedrørende medicin og den slags." Irritationen bruser op i mig, for jeg havde jo prøvet at komme igennem! Skal man nu også komme her frivilligt og stå skoleret for en af de ansatte? Heldigvis er samtalen hurtigt ovre, og jeg bliver godkendt som donor for i dag.

Ude i venterummet tager jeg et glas juice, sætter mig og kigger på de andre donorer. Der er virkelig alle typer, og også en enkelt kendt dansk skuespiller. Det er altså en af de her ting, som samler mennesker på tværs af kulturer, professioner og samfundslag. På en måde er vi alle en del af den samme hemmelige klub, et blodets bånd om man vil.

"Heidi?" Siger en ung mand med "Andreas" på navneskiltet, og så er det min tur til at give tilbage til samfundet. Dette er en helt anden type ansat. Mens blodet langsomt skifter hænder, hyggesnakker han afdæmpet med mig. "Det er faktisk kun 1% af befolkningen der har din blodtype, så det er godt, du vil være donor." Hvis det ikke lige var fordi mit blod havde travlt andetsteds, ville jeg sikkert rødme af stolthed over den bemærkning. "Vil du have noget at styrke dig på, juice, saft, kakao?" Jeg afgiver min bestilling og føler mig helt som en romersk kejser, der ligger på langs, mens de tjenende ånder iler omkring. Han har en måde at smile med hele kroppen på, så enhver da må blive i godt humør.

Der hersker en rolig formiddagsstemning i rummet. De andre donorer ligger også udstrakt som kejsere, og små bemærkninger sendes på tværs af sengene. Jeg ligger og tænker, at damen inde på kontoret repræsenterer den skeptiske del af afdelingen, som skal stille spørgsmålstegn ved ens aktiviteter op til tapningen. Det er naturligvis vigtigt for en blodbank at udvise alvor, når en donor skal godkendes. Men det er alligevel en skarp kontrast til den varme og taknemmelige modtagelse, man får under selve tapningen.

Andreas og de andre her i rummet har virkelig fat i noget rigtigt, når de fokuserer på at få donorerne til at føle sig vigtige. Det er trods alt en donors eneste løn, og derfor er det også blodbankernes vigtigste "salgsargument". Den gode selvfølelse er grunden til, at der kommer "kunder" i butikken. Jeg er stadig midt i mine egne tanker, da Andreas kommer tilbage med to kakaobrikker. "To?" Spørger jeg. "Ja, så er der også én til hjemturen!".

Hvis du også har haft en særlig oplevelse, vil vi meget gerne tage del i den.

Send en mail til heidi@vaertskabet.dk, og så kommer historien måske med i det næste værtskabsbrev.

Med værtslige hilsner

Heidi

Maj 2008